Og vinderne er…

I går sluttede konkurrencen om navnelapper til ungernes kluns (eller sit eget, hvis man er ligeså glemsom som undertegnede). Og nu skal vinderne findes og annonceres! Jeg ved, det er vældig populært med smarte metoder til at trække vindere, men det springer jeg over, da jeg pt. sidder i et tog på vej til København, og C er AWOL. Eller på bolletur til Berlin med store M. Same same.

Anyhoodles: Det bliver kort og godt. Vinderne er fundet via the true random number service, hvor jeg har skrevet antallet af kommentarer ind og den har så fundet to vindere til mig.

Og vinderne eeer…

Michelle Straarup og Majbritt, som ikke har skrevet sin e-mail så jeg kan se den, så derfor skal du lige skrive den i en kommentar herunder, så jeg kan sende dig én 😉

Tillykke! Jeg håber I bliver glade for lapperne.

Vi ved det godt!

At vi er nogle sløve padder. At vi ikke får opdateret bloggen lige så meget, som vi gerne vil. Men det er fordi, at vi fra start aftalte, at den skulle være drevet af lyst, og altså skriver vi kun når vi har tid (og overskud). Ellers bliver det påtaget og kedeligt. Men vi er glade for, at I stadig hænger I derude; det er dejligt, og gør, at ihvertfald jeg sender bloggen mange tanker, selv når jeg ikke lige får skrevet.

Nu er det ikke fordi jeg som sådan selv er helt enormt tidspresset; faktisk bruger jeg virkelig mange timer sammen med min sofa og The Mindy Project på HBO (og den serie får lige min aller største anbefaling! Så sjov!). Det gør desværre også, at jeg måske ikke har alverden at blogge om. Jeg bliver bare fortsat ved med at drømme om, at jeg kører bil.

Der sker en masse i mit liv, men som altid må man spørge sig selv, om dét er et stykke man har lyst til at dele; endnu. Eller om man lige selv skal have lidt mere tid til at bearbejde det, overveje, dreje på tankerne og så videre. Det er nemt at prale med at være bramfri om egen røv og lange bryster, men når andre også er involverede, synes jeg det bliver rigtig svært. Det er for fanden min (og Christinas, jaja) navlepillende blog, ikke min families. At jeg nogle gange også piller i Antons navle, ja, det er jo så hans lod i livet. Så må han sende mig på plejehjem når jeg bliver gammel, som straf.

Apropos Anton, så er der gang i udvikling for tiden. Han tonser afsted, og kan lige pludselig alt muligt. Vi taler sammen, han lærer hele tiden nye ord, han er blevet rigtig god til at tælle (til 3), han laver sætninger, han er begyndt at hoppe (hvor fødderne faktisk løftes fra gulvet), og så er vi begyndt på pottetræning. Det har vi været igang med længe, men livet som skilsmissebarn kan godt være lidt ustabilt, ujævnt og skørt, så det er med små skridt.

Det her indlæg er muligvis det mest rodede jeg nogensinde har skrevet, men det giver et meget fint billede af, hvad der foregår i mit hoved; alt muligt og absolut ingenting.

Jeg vender snarest tilbage. Husk at være med i konkurrencen om navnelabels fra LabelKing. Det er skide godt.

– R.

Konkurrencetid og noget om at være mor til et vuggestuebarn

14677957_10154731366323013_1076771219_o Sponsoreret: Indeholder reklame OG konkurrence! Hurra!

Så så man lige os, hva’? Være de der blogger-typer som bliver sponsoreret. Det har vi grinet lidt af, men det gør det hele lidt sjovere og mere legit, at vi også må give vores læsere noget! Yea! Faktisk ved jeg ikke om Michael, som er ham der kontaktede os fra labelking.dk havde tænkt sig, at vi også skulle have noget for at holde konkurrencen, men vi sendte ham en ordre og sagde “Tak skal du have”, og 2 dage senere lå vores (Okay, Anton og Mickis) navnelapper i vores respektive postkasser (postkasserne er desværre vores), i hver sin ende af Danmark. Det kan vi godt lide.

14724282_10154731366628013_289722477_o

Så! Vi har fået lov til at udlodde 2 x navnelabels i farver fra LABELKING! Og jeg vil gerne lige tilføje, at det er en god konkurrence at deltage i (og måske vinde) hvis man har børn i daginstitutioner, og muligvis også hele vejen op i skolealderen, for børn har ikke styr på en skid. Og de der stakkels voksne der arbejder i insitutionerne, har sguda ikke en ærlig chance for at huske, hvilket tøj der hører til hvilket barn. Så vi hjælper dem lidt på vej. Guderne (og mit temperament) skal vide, at jeg har prøvet mig med lidt forskelligt i navnelabels. De første jeg købte, var strygemærker. Jeg nåede at stryge måske 2-3 stykker på, før jeg fik strøget de resterende 80 strygemærker fast til mit strygejern. Så købte jeg noget klisterværk fra en anden side, hvor de blev ved med at falde af i vask. Sguda irriterende, hva’? Ikke nok med at man så har et klistermærke i sin egen armhule, med teksten “ANTON!”, så har barnet pludselig ikke navn i nakken, og så var dén jakke væk.

De labels jeg har sat i nakken af Antons kluns har indtil videre vist sig at blive siddende. Gennem ild (okay, ikke ild) og vand (på 60 grader, så næsten ild?). Jeg har sat dem på alting. I alt hans tøj, i hans sko, jakker, huer, på bamserne, og han har selv sat nogle på noget af hans legetøj. Det fine ved LABELKING er, at de kommer i farver og har alle mulige sjove motiver; man kan endda bestille labels med et billede af sit barn på! Nu valgte jeg så en fugl, fordi Anton elsker, elsker, elsker fugle.

Nå, men den der konkurrence. Som sagt, har vi fået lov at udlodde 2 x klister-navnelabels i farver af en værdi på 2 x 169 kr. Der er 140 stk på sådan et sheet, og man må selv bestemme motiv og hvad der skal stå. For eksempel kan det være, at man er mor eller far til lille Louise som går på blå stue og elsker ponyer, og hvis forældre har verdens nemmeste telefonnummer. Så ville det måske se sådan her ud, når man bestiller:

skaermbillede-2016-10-16-kl-11-46-39

Det kan også være, at Lille Louise og hendes forældre ikke går så højt op i de kedelige køns-kasser, og Lille Louise derfor vælger et monster og noget blå farve, og så er der heldigvis også masser af muligheder for dét!

For at være med i konkurrencen, skal I bare skrive en kommentar til indlægget her, og så trækker vi to vindere om en uge – altså, på tirsdag d. 8. november 2016. Husk at skrive jeres mailadresser, så vi kan få fat på jer, hvis I vinder!

God vind i sejlene, som man siger. Hvis man altså siger sådan.

Du ved du er mor når:

Ved I hvad jeg har et problem med?
De der Du ved du er mor når-lister.. Fordi man kan godt blive i tvivl, eller hvad?

Hvornår tror I egentligt sidst der har været en mor der lige hev en tjek-liste op af tasken, børstede den fri for gamle slikkepinde, vådservietter og andet børnedaller og så lige læste op på om hun nu var en ægte mor?

Listen burde være sådan her:

  1. Du ved du er mor når du med vold og magt har skubbet et menneske igennem de hellige haller.
  2. Du ved du er mor når du har en klædelig rød stribe et eller andet sted på maveskindet. Der minder dig om den dag en læge flådede dit maveskind fra hinanden og hev et menneske ud.

Der er de to måder at vide man er blevet mor*.
Jeg har syg beef med de lister. Jeg tror ikke at det er så skide generelt.

Jeg er mor på 100 forskellige måder. I dag er det helt ærligt på det lidt udmattende måde.
Sådan en fireårig motormund kan tage pusten fra de fleste. Og da vi lagde ham i seng klokken 19, var klokken måske i virkeligheden kun 18.20. Men min stakkels ører kunne ikke mere, og helt ærligt er det sgu da fornuftigt nok at komme godt fra start med en ny uge ikk? Frisk og veludhvilet.

I går var jeg en ekstra kærlig og tålmodig mor. Som sad med føromtalte dødsyge fireårige på skødet. Fodrede ham med yoghurt, holdt hans kop, hentede nyt sugerør, hentede et andet nyt sugerør (et blåt. For fanden Christina tænk dig dog om), rystede dyne og så Planes 5(!!!) gange.

Og nogle gange er jeg sådan en mor der bager med ham, mens Viola sidder på hoften af mig. Og andre gange er jeg sådan en mor der lader børnene blive hjemme hos deres bedsteforældre og tager på weekendtur med deres far. Nogle gange er jeg sådan en mor der har tømmermænd fordi jeg drak mig fuld dagen før, og andre gange er jeg sådan en mor der laver kastanjedyr og hemmelige huler.

 

Mest af alt ved jeg sgu da at jeg er mor fordi der findes to små mennesker der kan få mit hjerte til at slå hurtigere og langsommere på samme tid.

Og hvis I vil have mig undskyldt, så vil jeg nyde freden. Den himmelske fred.

Og min vin.

– C

*Medmindre man selvfølgelig har hentet sine børn ude i verden, og hvis det er tilfældet så more power to you <3

Om ikke at være mor-typen

Jeg hører det ofte når jeg møder nye mennesker, og de finder ud af, at jeg har en søn; og jeg hører det ofte i forbindelse med dating, når jeg fortæller, at jeg er mor til en dreng på 2.

“Du ligner ikke typen, der har et barn!” 

Og jeg ved helt ærligt ikke, hvad det skal betyde? Jeg spørger som regel hvorfor ikke, når jeg får kommentaren, men jeg får sjældent et reelt svar tilbage. Oftest kommer der noget ala “det ved jeg ikke, det havde jeg bare ikke troet om dig” tilbage. Få gange har jeg fået at vide, at jeg ikke ligner en mor og jeg opfører mig ikke som en mor. Jeg vidste bare ikke, at man så ud på en bestemt måde når man er mor, eller at man skulle opføre sig på en særlig måde. Det er et memo, jeg ikke har fået ihvertfald; og så alligevel, så er jeg helt med på hvad de mener.

For da jeg var gravid med Anton, havde jeg en masse tanker og idéer om, hvordan jeg ville være som mor, og hvilken slags mor jeg ihvertfald ikke ville være.

Ville gerne være øko-spelt-mor med praktisk leverpostejfarvet hår, og pænt, anvendeligt dame-tøj. Og jeg var helt sikker på, at jeg ville introducere mig selv som “Rikke, mor til Anton” så ingen var i tvivl om, at jeg har et barn, som jeg elsker overalt på jorden.

Ville ikke så gerne være færdiglavet-babymos-på-glas-mor med farvet hår der tager en evighed at sætte, som går klædt i tøj der ikke fungerer, hvis man skal længere ned end stole-højde, og jeg ville ihvertfald aldrig ikke fortælle folk, at jeg er mor.

Og ja, jeg er rimelig meget den slags mor, som jeg ikke så gerne ville være. Men det sjove, og noget af det der kom aller mest bag på mig ved at blive mor, er, at jeg faktisk er den samme person som inden jeg blev mor. Selvfølgelig er der noget som har ændret sig, men jeg er stadig bare mig og det er jeg sgu glad for at være! Det tog mig lidt tid at acceptere, og det første lange stykke tid forsøgte jeg virkelig at være den mor, jeg så gerne ville være. Det er bare ikke mig – og det er okay. Jeg troede også, jeg ville elske at være mor, og det gør jeg altså ikke. Jeg elsker Anton overalt på jorden og jeg elsker at være hans mor, men det der mor-skab helt generelt, det er jeg ikke særlig stor fan af.

Måske det også er derfor, at jeg ikke introducerer mig selv som mor. Mit baggrundsbillede på min telefon er heller ikke af Anton (men jeg har virkelig mange billeder af ham i albums). Jeg har ikke en hel billedvæg i mit hjem dedikeret til billeder af Anton, primært fordi jeg synes familiebilleder er skide uhyggelige at have stående, men jeg har 2 fulde albums med billeder af hans små tykke kinder og fødder. At være mor er ganske simpelt ikke en del af min identitet, men det er stadig noget jeg er; på lige fod med så meget andet.

Derfor kan der også sagtens gå lang tid, inden jeg fortæller at jeg er mor. Jeg nævner det ikke, medmindre det har relevans for samtalen; men hvis folk først får det at vide, så er jeg også den utålelige type, der fortæller om pottebesøg og viser babybilleder (undskyld). Jeg afslutter ikke alle mine facebookopslag med “Elsker mit barn overalt på jorden” og jeg tror faktisk ikke, at der i skrivende stund, findes et billede af Anton på min instagram-konto.

Så på en måde, kan jeg nok godt forstå at folk ikke umiddelbart antager mig for at være mor – jeg synes bare, at det er skørt, at vi ikke snart omfavner faktum, at der er så mange forskellige måder at være mor (og far) på.

Kærlig hilsen,

ikke-mor-typen, R.

Dén slags baby

I går skrev Rikke om drømme.

Jeg tænker at vi bliver lidt i samme boldgade i dag.
Det skal handle om søvn. Eller mangel på samme.

Jeg har nemlig den slags baby. Uden skyggen af kolik, forstoppelse, skæv ryg eller andre firnurligheder der kan sætte sig som midsnatsblå skygger under mors øjne.
Næ. Hun sover bare ikke. Så meget.
I løbet af dagen tager hun måske 2×1 time. Så har det været en god dag. Til aften bliver hun puttet kl. 19. Hvis jeg er heldig sover hun til kl. 03 før showet begynder. Hvis jeg er uheldig starter hun kl. 00… Hun vågner og græder, eller møffer rundt, eller griner (det er det værste) eller gud ved hvad. Og jeg ligger i sengen og prøver at nusse, berolige, give sut eller pat, eller få hende til at falde i søvn igen.

Og det er sindsygt udmattende, især fordi jeg er typen der fungerer optimalt på 9 timers søvn. I streg altså.
Bevares, jeg kan da sagtens klare mig med 7.. Men så er jeg fandeme cranky og umulig og desuden gået kold på sofaen kl. 20.

Micki sov igennem fra han var 3-4 måneder (mors dreng <3), og dengang spekulerede jeg altid på hvordan i alverden man dog kunne fungere når babyen ikke sov om natten. Og jeg tænkte helt ærligt også på hvordan de søvnunderernærede mødre kunne elske deres natterodende poder ligeså højt som jeg elskede min evigt sovende baby.
Jeg ved det nu, det kan man bare. For søvn er mere noget man ser frem til. En slags utopi.
Jeg har hede fantasier om dundyner med tyk rullet damask sengetøj, kølige mørke soveværelser og 10 timers uforstyrret søvn i en kæmpe stor perfekt affjedret seng med kolde hvide lagner.

Men det kan jeg ikke få. Så jeg må nøjes med mit minimenneske der tilsyneladende synes vi skal have så mange vågne timer sammen som muligt, og som åbenbart ikke er spor bange for mørke.
Så må jeg jo hælde kaffe i hovedet i sådan en grad at mit indtag er 1:1 med den etiopiske produktion. Så må jeg conceale mig sidelæns gennem døren.
Men tænk en gang, jeg elsker hende nøjagtig ligeså højt som jeg elsker hendes storebror. Det troede jeg helt ærligt ikke man kunne med søvnrøverer. Man kan åbenbart alt hvad man vil, og hende her vil jeg.

 

Og så kan jeg jo bare sove når jeg bliver gammel ikk?

– C

Om drømme

Jeg har altid drømt meget livagtigt, og nogle gange kan jeg godt være i tvivl om, om det har været en drøm eller virkelighed. Selvfølgelig kan jeg godt regne ud at den der drøm om drager, og den hvor jeg lever lykkeligt som fruen i familien Danmark med 1,67 børn i et villakvarter; de drømme, er jeg udemærket klar over ikke er rigtige.

Nogle gange kan jeg dog godt drømme om helt almindelige hverdagsting såsom menneskerne i mit liv, eller ting jeg foretager mig. Jeg har tidligere oplevet at drømme om en telefonsamtale, som jeg vågnede op havde registreret som om, at den virkelig var sket – det gav lidt forvirring da personen, som jeg angiveligt havde talt med, selvfølgelig ikke lige var opdateret på netop dén samtale. Jeg har også før oplevet, at jeg har sovet og så er min telefon ringet; hvor jeg har taget den, talt med vedkommende og så lagt mig til at sove igen, og hér registreret samtalen som værende drøm – hvilket også skaber forvirring, da den samtale så er sløjfet fra min bevidsthed, da det jo bare var en drøm. Engang imellem drømmer jeg også, at jeg er i skole/ordner opvask/et eller andet, og så er dagen simpelthen så lang når jeg vågner og opdager, at det slet ikke er sket i virkeligheden!

Og andre gange, så drømmer jeg de der drømme, som er meget livagtige, men som man alligevel godt ved ikke er sande, når man vågner. Måske fordi man vågner med et sæt, og er chokeret, bange eller grædefærdig; måske endda alle tre ting på én gang. Jeg har også ofte drømt, at jeg er faldet og har slået mine tænder ud eller brækket min næse. De to skader er nogle af de værste jeg kunne forestille mig, og bare at tænke på dem er nok til at jeg får gåsehud (lidt som at tænke på at skære sine tænder mod den dér kant, der er på dåsesodavand i hullet som man drikker af.. Eiuw!). Jeg drømmer også nogle gange, at jeg klemmer hudorme ud, og så er det lange, tykke stråler af klam, gult pus, der kommer ud. Det er virkelig ulækkert, men altid fascinerende.

En anden drøm som jeg også har virkelig ofte, handler om, at jeg skal køre bil – men jeg ved ikke hvordan man gør. Ofte har jeg andre med i bilen, bilen kører hurtigt og jeg ved ikke hvordan man bremser, og vi ender næsten altid med at køre galt. Det er virkelig sjældent at jeg drømmer om at køre bil, og ikke fucker det op.

Nogle drømme har endda fulgt mig siden jeg var barn. Nu siger jeg drømme, men det er ikke helt rigtigt – det er nærmere rammen om drømmen, der har fulgt med. Jeg drømmer for eksempel ofte om et hus, som jeg aldrig har været i i virkeligheden, hvor mange af ovenstående drømme foregår; så drømmene skifter altså fra gang til gang, men huset er det samme, og nogle gange kan drømmene være kodet sammen omkring objekter. En af de drømme jeg har, som altid foregår i huset, er nærmere et mareridt. Det er også en drøm som jeg har haft gentagende gange siden jeg var barn, og stadig har; og jeg frygter den. Helt kort sker der det, at jeg er ved at dø og skriger om hjælp, men ingen kan høre eller se mig.

Det var lige en masse ævl om mine drømme, men jeg tænker, at flere har drømme der minder om dem. Jeg har ihvertfald fundet rigtig mange af emnerne inde på denne hjemmeside, og selvom jeg ikke helt tror på det dér drømmetydning, så er der nogle ting som giver meget fint mening (for mig) ifht. mine drømme (og mit liv). For eksempel er det at køre bil som oftest udtryk for sit liv, og at styre sit eget liv – og jeg drømmer ofte at jeg kører bil og kører galt, når jeg kaster mig ud i noget som jeg ikke har en skid styr på. At drømme at ens tænder falder ud, handler ofte om følelsen af ikke at slå til; og dét er i den grad en følelse, jeg kæmper meget med, men det kan også betyde at man er midt i en overgang (fx fra barn til voksen). Det skulle faktisk ikke undre mig, hvis jeg i nat drømmer at jeg kører bil, og taber alle mine tænder når vi kører galt.

Så nu har jeg jo helt vildt meget lyst til at lukke min computer sammen og gå i seng… fedt indlæg at skrive, lige inden man skal ind og knalde brikker. Jeg giver det et forsøg.

Sov godt derude!

Ryst posen

Det her er underligt…
For når jeg ikke skriver *til* Rikke, så ved jeg fandeme ikke hvordan jeg skal starte et indlæg.

På den anden siden skal jeg nok til at lære det. For der kommer til at ske lidt nyt på bloggen.

For det første strammer vi røvballerne og bliver regelmæssige igen. Vi er udemærket klar over her har været frygteligt stille. Men nogle gange sker livet, og det i sådan et grad at man måske hverken kan eller vil blogge om det.

Vi er nået frem til at måden at gøre det på er ved at skrive indlæg uafhængigt af hinanden. Ihvertfald for nu.
Og det bliver også godt.

Vi er ikke færdige med hinanden, men hvis man har meget (og andet) på hjerte er det en svær skabelon at putte sine indlæg ned i.

Det er på ingen måde en afslutning, tværtimod.
Det er en slags start.

Så velkommen til. Igen?

– C

Instagramsk selvcensur

Juhuuu.

Det er bare mig der klovner lidt, mens Rikke er otherwise occupied.
Så I må altså nøjes med mig, for nu. Rikke er her helt sikkert igen lige om lidt.

I dag skal det handle lidt om Instagram og selvpromovering.
Jeg vil på forhånd gerne undskylde for at lyde som en banal og idiotisk selvhjælpsbog.

But here goes.

Jeg har det lidt ambivalent med Instagram, som sammen med Twitter er mit absolut favorit sociale medie. På den ene side elsker jeg al den inspiration jeg finder derinde. Det kan være alt fra inspiration til ungernes madpakker, aftensmaden, tøj, plakater over boligindretning og planter. Restauranter og rejsedestinationer. Kort sagt. Jeg bliver inspireret af Instagram.

Samtidig bliver jeg enormt intimideret af #fitfam, pletfrie hjem, designer møbler, frokost og brunch på hippe cafeer, perfekt stylede outfits, perfekte kroppe og gudesmukke ægtepar hvis perfekte børn har vundet i gen-lotteriet, på den der måde hvor selv Blake Lively og Ryan Renolds siger “SÅ stopper I fandeme”.

Personligt har jeg til tider følt mig utilstrækkelig, så sidder jeg der med mit fedtede hår og skovler sødmælksyoghurt ind, i stedet for dén der avocadomad som går sin sejrsgang på insta. Så sidder jeg der med min muffintop i stedet for at få filet røven fri af sofaen og komme til FITnisssss.
Så hører jeg stadig Amy Winehouse på anlægget derhjemme, i stedet for at være til en koncert med et eller andet fedt og upcoming band.
Så ender vi med at sidde og spille 500, i stedet for at få ungerne passet og tage ud og spise.

MEN… Så opdagede jeg noget. Jeg elsker jo Amy Winehouse. Noget af det absolut bedste kvalitetstid M og jeg har er over kort og øl. Jeg spiser jo faktisk også avocadomadder – når jeg har lyst til det (seasamfrø, citronsaft og chiliflager #protip)
Vi rejser, spiser, bevæger os og lever.
Jeg ville jo overhovedet ikke stå til dén koncert. Jeg vil kunne synge med. På de sange jeg har hørt på P3. Hjemme i mit hjem som er rydeligt og pænt. For det meste.

Forleden løb jeg min insta igennem, og med fare for at lyde selvfed, må den også nogle gange fremstå ret calm and collected.
Som når jeg laver hjemmelavede forårsruller og brænder 1/3 på, køkkenet ligner et bombet lokum og jeg er forbrændt på fire fingre, men billedet på insta fremstår “perfekt”.

 0-2

0

Eller når vi spiser is på stranden, og jeg tager billedet ud mod havet og ikke ind mod bilen hvor M sidder og er uglet og Micki dimser rundt i bilen.

0-3

 

0-1

Og hvorfor gør jeg det så? Hvor viser jeg ikke de her billeder i stedet for? De “ægte” billeder?

Det gør jeg ikke. Fordi:
1. De billeder der ryger på Instagram ER ægte. De fortæller den samme historie. I bedre lys og pænere.
2. Én ting er at andre kan følge med på insta. Men det er faktisk også mit fotoalbum. Der jeg lige bladre igennem hvis jeg har en lortedag og finder smukke billeder af mine skønne unger og fantastiske kæreste. Vores oplevelser sammen og med venner.

Mine Instagrams er snaps af gode stunder, glade øjeblikke, solskin, lækker mad, fantastiske ferie og dét liv jeg gerne vil huske jeg har levet.
Jeg er sgu da ligeglad med at huske den dag jeg jokkede i en vandpyt, fik stjålet min pung, Viola sked igennem og jeg brændte vores aftensmad på.
Jeg vil hellere huske det gode. Glæde avler glæde.
(Det banale selvhjælpslort er startet, FYI.)
Jeg kan altid finde tre gode ting ved dagen der er gået.
Skal man kunne det? Næh. Det behøver man ikke. Men for mig hjælper det mig med at holde mig i en positiv spiral. På den der “det kunne være værre” måde. Jeg har SÅ mange ting at være glad for. At være taknemmelig over. Og jeg vil have lov til at instagramme the shit out of it. Mine børn skal finde min Instagram konto en dag og vide at deres mor på den lange bane var lykkelig i det liv hun levede. For det er jeg. Uden designermøbler, men med filtre og banale solnedgange, foodpics og billeder af de mennesker og ting der får min verden til at dreje.

Jeg ved ingenting om hvilke grunde andre folk har til at bruge Instagram på den måde de gør. Om de får sponsoreret røven ud af bukserne, eller tager billeder af muffintoppen er for mig fuldstændig ligegyldigt. Jeg synes ikke at et hvidt hjem er mere inspirerende end et gult.
Jeg synes ikke at din mysli er mindre god end hendes skyr.
Jeg synes at #cleandeaters og #fitfam er nogle af de mest insisterende typer i verden. Jeg fatter ikke hvordan de klare den. Fordi. Chips. Og rødvin. Men jeg synes at det er inspirerende at se folks dedikationen og engagement. I bolig, børn, sojamælk, tøj, håndværk eller noget helt sjette.

Vi har før snakket om at hvile i sig selv. Elske sig selv for dén man er, og sin krop for det den kan.

Det er sådan jeg har det med mit liv. Jeg elsker det for det det er. Og det det kan.
Det er et ret gennemsnitsligt liv i provinsen. Men det passer perfekt til mig. Og det et det vigtigste.

– C

The kids are alright, the breasts are not

Kæreste Rikke.

Dette kan vel nærmest betegnes som en slags postkort. For mens efteråret fejer bladene rundt udenfor hoveddøren, fryser jeg min røv af på “sommerferie” på Samsø. Første år vi dropper at drible sydover og så skal jeg trækkes med ~15 grader? Da fuq altså?! I det mindste er her pisse hyggeligt. Maden er skørt lækkert, råvarerne er latterligt gode – hvilket betyder en hel del for en Madhjerne som mig. Og her er virkelig virkelig pænt og hyggeligt. Selvom 30 grader på Amalfi kysten havde passet mig perfekt, er det her sgu alligevel ret charmende og helt tilpas nede i gear.

Micki har virkelig haft brug for sine forældre. Udelt, koncentreret og med spandevis af overskud. Jeg har sgu fået min dejlige glade, grinende unge tilbage. Og hvad betyder det så at jeg sygt godt kunne bruge et par vanter i løbet af dagen? Jeg var ellers helt derude hvor jeg var klar til børnepsykolog og adfærdsterapi og what not. Han har været helt bakkesnagvendt det sidste stykke tid. Og jeg kunne ikke få ham til at sætte de rigtige ord på det, eller afhjælpe det. Turns out at Legoland og Samsø var kuren. Men det er svært, ikke at kunne kende sit barn. Og ikke vide hvad værktøjerne er. For jeg synes jo ellers at vi har gjort vores bedste, og jeg ved jo godt at det er noget af en omvæltning med sådan en krøllet stak lillesøster som man forventes at være glad for. I retroperspektiv har hans far været utrolig travl det sidste stykke tid, og Micki har bare enormt meget brug for sin far. Jeg tror depoterne er fyldt op nu, og så har vi ellers fået os en huskekage.

TILLYKKE MED DIT DRØMMESTUDIE! Hvor er jeg bare glad på dine vegne! Du bliver et drøn af en pædagog, og jeg håber for dig at du falder perfekt på plads på din nye hylde.

Det er ikke en skam at skifte hylde. Det er en skam at blive hvor man er fordi man er magelig. Du er 100 gange mere modig end jeg. Min barsel slutter til januar, og lige nu ved jeg ikke med 100% sikkerhed hvad jeg skal. Jeg leger med tanken om forskellige ting. Men den må vi tage når vi nærmere os, og når jeg ikke blogger i en note på min telefon. Jeg har ingen anelse om hvor langt eller kort dette indlæg er blevet. Men hvis det havde været en SMS. Så havde den fandedansme været lang. En af de der sms’er nogle kvinder sender til deres kæreste. Som kæresten simpelthen ikke orker at læse. Har vi ikke alle sammen været hende? Jeg har ihvertfald. Nu er jeg bare nået dertil hvor jeg simpelthen ikke orker at formulere så lang en SMS til M, nogensinde. Så må han sgu bare gætte sig til hvorfor jeg er knotten hvis det er med dén på.

Hav det godt søde du.

– C

PS. Viola har TO tænder nu. Mine bryster hænger i en tynd tråd! Næsten bogstavelig talt.

PPS. Har du husket at købe dig en Fjällræv!?

13950659_10210015357358362_372572757_o