Instagramsk selvcensur

Juhuuu.

Det er bare mig der klovner lidt, mens Rikke er otherwise occupied.
Så I må altså nøjes med mig, for nu. Rikke er her helt sikkert igen lige om lidt.

I dag skal det handle lidt om Instagram og selvpromovering.
Jeg vil på forhånd gerne undskylde for at lyde som en banal og idiotisk selvhjælpsbog.

But here goes.

Jeg har det lidt ambivalent med Instagram, som sammen med Twitter er mit absolut favorit sociale medie. På den ene side elsker jeg al den inspiration jeg finder derinde. Det kan være alt fra inspiration til ungernes madpakker, aftensmaden, tøj, plakater over boligindretning og planter. Restauranter og rejsedestinationer. Kort sagt. Jeg bliver inspireret af Instagram.

Samtidig bliver jeg enormt intimideret af #fitfam, pletfrie hjem, designer møbler, frokost og brunch på hippe cafeer, perfekt stylede outfits, perfekte kroppe og gudesmukke ægtepar hvis perfekte børn har vundet i gen-lotteriet, på den der måde hvor selv Blake Lively og Ryan Renolds siger “SÅ stopper I fandeme”.

Personligt har jeg til tider følt mig utilstrækkelig, så sidder jeg der med mit fedtede hår og skovler sødmælksyoghurt ind, i stedet for dén der avocadomad som går sin sejrsgang på insta. Så sidder jeg der med min muffintop i stedet for at få filet røven fri af sofaen og komme til FITnisssss.
Så hører jeg stadig Amy Winehouse på anlægget derhjemme, i stedet for at være til en koncert med et eller andet fedt og upcoming band.
Så ender vi med at sidde og spille 500, i stedet for at få ungerne passet og tage ud og spise.

MEN… Så opdagede jeg noget. Jeg elsker jo Amy Winehouse. Noget af det absolut bedste kvalitetstid M og jeg har er over kort og øl. Jeg spiser jo faktisk også avocadomadder – når jeg har lyst til det (seasamfrø, citronsaft og chiliflager #protip)
Vi rejser, spiser, bevæger os og lever.
Jeg ville jo overhovedet ikke stå til dén koncert. Jeg vil kunne synge med. På de sange jeg har hørt på P3. Hjemme i mit hjem som er rydeligt og pænt. For det meste.

Forleden løb jeg min insta igennem, og med fare for at lyde selvfed, må den også nogle gange fremstå ret calm and collected.
Som når jeg laver hjemmelavede forårsruller og brænder 1/3 på, køkkenet ligner et bombet lokum og jeg er forbrændt på fire fingre, men billedet på insta fremstår “perfekt”.

 0-2

0

Eller når vi spiser is på stranden, og jeg tager billedet ud mod havet og ikke ind mod bilen hvor M sidder og er uglet og Micki dimser rundt i bilen.

0-3

 

0-1

Og hvorfor gør jeg det så? Hvor viser jeg ikke de her billeder i stedet for? De “ægte” billeder?

Det gør jeg ikke. Fordi:
1. De billeder der ryger på Instagram ER ægte. De fortæller den samme historie. I bedre lys og pænere.
2. Én ting er at andre kan følge med på insta. Men det er faktisk også mit fotoalbum. Der jeg lige bladre igennem hvis jeg har en lortedag og finder smukke billeder af mine skønne unger og fantastiske kæreste. Vores oplevelser sammen og med venner.

Mine Instagrams er snaps af gode stunder, glade øjeblikke, solskin, lækker mad, fantastiske ferie og dét liv jeg gerne vil huske jeg har levet.
Jeg er sgu da ligeglad med at huske den dag jeg jokkede i en vandpyt, fik stjålet min pung, Viola sked igennem og jeg brændte vores aftensmad på.
Jeg vil hellere huske det gode. Glæde avler glæde.
(Det banale selvhjælpslort er startet, FYI.)
Jeg kan altid finde tre gode ting ved dagen der er gået.
Skal man kunne det? Næh. Det behøver man ikke. Men for mig hjælper det mig med at holde mig i en positiv spiral. På den der “det kunne være værre” måde. Jeg har SÅ mange ting at være glad for. At være taknemmelig over. Og jeg vil have lov til at instagramme the shit out of it. Mine børn skal finde min Instagram konto en dag og vide at deres mor på den lange bane var lykkelig i det liv hun levede. For det er jeg. Uden designermøbler, men med filtre og banale solnedgange, foodpics og billeder af de mennesker og ting der får min verden til at dreje.

Jeg ved ingenting om hvilke grunde andre folk har til at bruge Instagram på den måde de gør. Om de får sponsoreret røven ud af bukserne, eller tager billeder af muffintoppen er for mig fuldstændig ligegyldigt. Jeg synes ikke at et hvidt hjem er mere inspirerende end et gult.
Jeg synes ikke at din mysli er mindre god end hendes skyr.
Jeg synes at #cleandeaters og #fitfam er nogle af de mest insisterende typer i verden. Jeg fatter ikke hvordan de klare den. Fordi. Chips. Og rødvin. Men jeg synes at det er inspirerende at se folks dedikationen og engagement. I bolig, børn, sojamælk, tøj, håndværk eller noget helt sjette.

Vi har før snakket om at hvile i sig selv. Elske sig selv for dén man er, og sin krop for det den kan.

Det er sådan jeg har det med mit liv. Jeg elsker det for det det er. Og det det kan.
Det er et ret gennemsnitsligt liv i provinsen. Men det passer perfekt til mig. Og det et det vigtigste.

– C

The kids are alright, the breasts are not

Kæreste Rikke.

Dette kan vel nærmest betegnes som en slags postkort. For mens efteråret fejer bladene rundt udenfor hoveddøren, fryser jeg min røv af på “sommerferie” på Samsø. Første år vi dropper at drible sydover og så skal jeg trækkes med ~15 grader? Da fuq altså?! I det mindste er her pisse hyggeligt. Maden er skørt lækkert, råvarerne er latterligt gode – hvilket betyder en hel del for en Madhjerne som mig. Og her er virkelig virkelig pænt og hyggeligt. Selvom 30 grader på Amalfi kysten havde passet mig perfekt, er det her sgu alligevel ret charmende og helt tilpas nede i gear.

Micki har virkelig haft brug for sine forældre. Udelt, koncentreret og med spandevis af overskud. Jeg har sgu fået min dejlige glade, grinende unge tilbage. Og hvad betyder det så at jeg sygt godt kunne bruge et par vanter i løbet af dagen? Jeg var ellers helt derude hvor jeg var klar til børnepsykolog og adfærdsterapi og what not. Han har været helt bakkesnagvendt det sidste stykke tid. Og jeg kunne ikke få ham til at sætte de rigtige ord på det, eller afhjælpe det. Turns out at Legoland og Samsø var kuren. Men det er svært, ikke at kunne kende sit barn. Og ikke vide hvad værktøjerne er. For jeg synes jo ellers at vi har gjort vores bedste, og jeg ved jo godt at det er noget af en omvæltning med sådan en krøllet stak lillesøster som man forventes at være glad for. I retroperspektiv har hans far været utrolig travl det sidste stykke tid, og Micki har bare enormt meget brug for sin far. Jeg tror depoterne er fyldt op nu, og så har vi ellers fået os en huskekage.

TILLYKKE MED DIT DRØMMESTUDIE! Hvor er jeg bare glad på dine vegne! Du bliver et drøn af en pædagog, og jeg håber for dig at du falder perfekt på plads på din nye hylde.

Det er ikke en skam at skifte hylde. Det er en skam at blive hvor man er fordi man er magelig. Du er 100 gange mere modig end jeg. Min barsel slutter til januar, og lige nu ved jeg ikke med 100% sikkerhed hvad jeg skal. Jeg leger med tanken om forskellige ting. Men den må vi tage når vi nærmere os, og når jeg ikke blogger i en note på min telefon. Jeg har ingen anelse om hvor langt eller kort dette indlæg er blevet. Men hvis det havde været en SMS. Så havde den fandedansme været lang. En af de der sms’er nogle kvinder sender til deres kæreste. Som kæresten simpelthen ikke orker at læse. Har vi ikke alle sammen været hende? Jeg har ihvertfald. Nu er jeg bare nået dertil hvor jeg simpelthen ikke orker at formulere så lang en SMS til M, nogensinde. Så må han sgu bare gætte sig til hvorfor jeg er knotten hvis det er med dén på.

Hav det godt søde du.

– C

PS. Viola har TO tænder nu. Mine bryster hænger i en tynd tråd! Næsten bogstavelig talt.

PPS. Har du husket at købe dig en Fjällræv!?

13950659_10210015357358362_372572757_o

Kommer du lige, og sutter mit liv op fra slap?

Kære Christina,

undskyld den lange pause. Måske det i virkeligheden er mig der skal suttes op fra slap? Tror du egentlig man kan det… anskaffe sig en fluffer til livet, og når det så er lidt træg det hele, så ringer man lige til flufferen og siger… sut mit liv op fra slap? Dét kunne jeg godt bruge.

Det er også en del af at være to, ikke? At man kan regne med at få et langt og dejligt kram, når man har en rigtig lortedag og dét er alt man har brug for. Et fucking kram. Ved du hvor svært det er at finde et fucking kram, af den helt rigtige slags, når man er alene? Det bedste man får er et akavet hej-tinderdate-du-ligner-ikke-dig-selv-kram, eller et hvis-du-giver-mor-et-kram-så-får-du-en-is-kram. Det er bare ikke det samme!

Nu kom indledningen til at handle om helt andre ting end fødselsdage, bryster og rundsave, det håber jeg er ok. Husker godt mængden af sutteflasker. Og hvordan jeg jublede da Anton ikke længere skulle have modermælkserstatning, men kunne fises af med lun sødmælk. Til næste barn, så ammer jeg sgu til han/hun er 3, og køber en ø for de penge jeg ellers ville have brugt på sutteflasker, nye sutter dertil og modermælkserstatning. Vil du være med? Tænker du allerede har en habil opsparing fra alle de penge du ikke har brugt på mælkepulver til Viola.

Men derudover så er jeg glad for, at du ikke som sådan føler en forskel i kærligheden til dine børn på baggrund af, hvordan du har holdt dem mætte. Vil pissegerne amme nogen en dag (forhåbentlig mit barn, men man ved jo ikke), og så bliver jeg typen der svinger rundt med mine store bryster på fortovscaféer og helt glemmer at være blufærdig på andres vegne. Sådan er jeg lidt i forvejen. Men sjovt nok får jeg ikke skældud af caféejerne for at svinge rundt med brysterne nu, det er først kriminelt når der hænger en baby i dem. Kan godt se det. Fandme ulækkert.

Udover det, så går det vel meget godt her i skilsmisse-land. Sådan… på tværs af det hele. Bortset fra de manglende kram, trøstende, støttende ord og sådan, og et dybfølt tillykke over, at jeg er kommet ind på min (nye) drømmeuddannelse.

Er nemlig blevet optaget på pædagogstudiet, og selvom jeg fornemmer at de fleste ser det som en kraftig nedgradering i forhold til at være sygeplejestuderende, så glæder jeg mig helt vildt.

Da jeg søgte ind på sygeplejestudiet sidste år, og kom ind, var jeg et helt andet sted i livet end jeg er nu. Jeg var sammen med J, vi havde fundet det hus vi skulle bo i, i lang tid, vi var sammen om det og vi skulle giftes. Alt har ændret sig siden. Jeg er blevet skilt, har været i kløerne på endnu en depression og endnu en omgang stress, jeg er flyttet… Meget har ændret sig, men mest af alt, så har jeg. Jeg har ændret mig, jeg er en anden end jeg var for et år siden, og jeg har i alle henseender måtte finde nye ting at drømme om. Inklusiv uddannelse – og jeg tror, at jeg vil trives rigtig godt på pædagogstudiet og senere som værende pædagog.

Jeg glæder mig. Og håber, at det næste år bliver lidt mindre turbulent end det forgangne.

Kærlig hilsen,

R.

Rundsavstænder og løse brystervorter

Kære R,

tak for roserne. Jeg håber at du ikke bare siger det, fordi du ikke orker at være fluffer. På den anden side. Who does?

Tillykke med Anton <3 Jeg håber at I havde verdens allerbedste dag. Alle tre. Især dig. Personligt har jeg toårige fødselsdage beskyldt for at være vigtigst for moren.
En slags indoktrinering, så når barnet bliver tre år. SÅ ved han fandeme noget om fødselsdage. På den krævende, jeg-er-konge måde. Sådan er det ihvertfald herhjemme. Jeg har fandeme fået preppet Micki ordentlig til at være fødselsdagsgud. Go mig.

Jeg tænker tit på at det værste ved at være singleforældre ikke er det der med ikke at have nogen at bande til, men netop at man ikke i dagligdagen har nogen at falde i svime sammen med. Det må være svært at skulle rumme alle de gode ting alene. Hvis jeg var alene, ville min stakkels mor have mig hængende i røret i tide og utide.

For mig giver det god mening at du lige skulle samle dig igen. Det må være skørt svært at være fremmet overfor et menneske, man engang elskede så meget at man nyste en vandmelon ud gennem næsen med en idé om at man sammen skulle opfostre vandmelonen, og fylde den med kærlighed og gode minder om en (vandmelon)kernefamilie. Men det gør I jo altså stadig. Og bare det at I tilsyneladende har kunne holde hans fødselsdag sammen vidner om mere sammearbejde end de fleste vandmeloner kan drømme om. Jeres brud er stadig forholdvis nyt, og på et eller andet tidspunkter så lander I et sted. Det ved jeg. Især fordi du er så opmærksom på hvad Anton har brug for.

Børn er crack. Det er blandt andet derfor man får dårlig hud, sorte rander under øjnene og taber sig på en underlig uhensigtsmæssig måde, hvor man får lov at beholde sin crack relaterede muffintop.

Og så tilbage til mine bryster. Som muligvis ikke overlever ugen ud. For Viola har fået en tand, og jeg kan love dig for at hun IKKE har fået kørekort til den. Det ender med at hun bider min nipple af. Gad vide om der nogensinde er et barn der er blevet kvalt i en brystvorte, fordi de ligesom brugte deres rundsavstænder til at skære dem af med?

Dét problem havde man fandeme ikke som flaskemor. Men gu er det ej nemt at være flaskemor. Det synes jeg jo ellers også det var. Ved du hvor mange flasker jeg har ordnet på daglig basis denne gang? 0. Zero. Nada.
KÆFT det er lækkert at drikke kaffe i stedet for at få vandallergi. Det er virkelig virkelig nemt det her med at være en slags diner transportable. Men som typen der kan lide kasser og ting man kan putte i kasser, er det virkelig svært det der med ikke at vide hvor meget hun har spist. For dét var lækkert ved flasker. 180ml. Mad igen om 3 timer. Slut færdig.

Synes jeg at mit bånd er tættere til Viola? Næh. Har det været mere specielt og knyttende? Næh.
Begge mine børn er noget ganske særligt for mig, og den indledende fase mens de har været helt små har været lige magisk (og hård).
Men det har været nemmere bare at give bryst. Og hvis vi en dag (aldrig) skulle have nummer tre. Så ville jeg gerne amme igen.

Men man skal gøre med sine bryster som man vil, og som man kan. Børn dør ikke af at få flaske. De dør af ikke at få mad.

– C

Privathospital

Kære C,

jeg sutter dig gerne op fra slap, hvis du har brug for det, men jeg synes nu du klarer den okay – du er stiv nok uden min hjælp. Og du har lækre bryster. Det er dejligt at du er tilbage, du må til gengæld undskylde at jeg lod dig hænge i et par dage, men Anton havde fødselsdag og dét skulle fejres. Ægte. 2 år er fandme stort!

Det er anden gang han holder fødselsdag, og alligevel er det kun første gang. Det er første gang han så nogenlunde forstår hvad der sker, og det er første gang han holder fødselsdag som skilsmisse-barn. Det var også vores første gang. Det sværeste ved at være skilt er, at man ikke længere er tæt med den eneste anden person på jorden, der synes at barnet er lige så fantastisk som man selv synes. Der er ingen at dele alle minderne med på samme måde, og man kan heller ikke gøre det sammen længere. For der er en kløft mellem eks-ægtefolk, som ikke kan ignoreres, ikke engang når man savner en at sukke i kor af benovelse over barnet med.

Not even then.

Det har lige taget mig et par dage at restituere, for det rammer mig, hver eneste gang. Det værste jeg ved, er, når jeg føler at vores valg om at gå fra hinanden, går ud over Anton. Hvilket det jo unægteligt vil gøre på den ene eller anden måde, men nogle dage meget mere end andre… Og jeg savner ham. Hold nu kæft, hvor jeg savner den lille ballademager. Hver eneste minut han ikke er hos mig. At være mor må være som at være junkie, og børnene er crack-kokain. Forestiller jeg mig…

Og du har to, C! Du er en meget større junkie end jeg er!

Men lad os lige tale lidt mere om dine bryster. Og mine, hvis du vil, men der er ikke så meget at tale om, og jeg er faktisk ligeglad. Men hvad er det med det dér amning? Hvorfor er det så meget sejere at give sit barn mad den vej, end med flaske? Nu ved jeg, at du har prøvet begge dele – et flaskebarn og nu også et ammebarn, så du må være den perfekte person til at forklare mig den følelsesmæssige forskel.

Personligt tænker jeg, at jeg gerne vil forsøge at amme hvis jeg får et barn mere engang, og så alligevel.. for jeg var fandme glad for at være en flaskemor. Shit, det var nemt, og det var god for min indre kontrolfreak at jeg vidste, hvor meget mælk Anton fik og hvornår. Og alligevel, så må det også være virkelig rart, at der altid er mælkebuffet lige hvor man selv er. Så må man vel bare håbe, at barnet også befinder sig i nærheden.

Og hvis dine bryster punkterer efter endt amning, så kan du bare tage på privathospital. Jeg hører, at de laver gode efterligninger af ammebryster.

Kærlig hilsen,

R.

Ting om mine bryster.

Kæreste R,

*vinkevinke* fra min panserbeklædte barselboble.
Her er trygt og dejligt, og ret vindstille.
I det store billede sker der sgu ikke en skid. Jeg kan se at tiden går, mest fordi Violas str. 56 tøj stumper. Men derudover har jeg ikke rigtig noget jeg kan vise frem, og sige dét her har jeg bedrevet.
Der var det sgu nemmere dengang man havde håndarbejde i folkeskolen, så asede og masede man med at tråde en symaskine og så kom der en (grim!!) bamse ud i den anden ende.
Bevares. Vi har da rent tøj, og vi får mad hver dag. OG jeg holder stadig begge unger i live. Så allerede der synes jeg måske nok jeg til fulde opfylder min barselskvote.

Jeg har jo læst med i dine (fantastiske) skriverier. Og jeg er ikke helt sikker på at min babybarselsgrødhjerne kan matche dig PT.
Desuden er jeg lidt rusten, så det kan sgu godt være at jeg lige skal suttes op fra slap.

Da jeg slap verden sidste gang tror jeg nok at jeg var midt i noget med at opgive amning. I mellemtiden er der sket det underlige at jeg er gået fuldt spelt på den.
Jeg har besluttet at fuldamme indtil damen er 6 måneder. Det er givetvis ikke specielt kontroversielt. Men hun har gjort noget ved mig. Viola har simpelthen lært mig at elske mine bryster. Fordi de kan finde ud af at give hende mad. Nok mad til at hun kan leve af det. Nok til at hun får elastikben og de er ovenikøbet blevet decideret pæne af det. I den forbindelse håber jeg kraftstejlme at de får opbygget noget væv og jeg kan liste ud af det her projekt med de her enormt pæne bryster jeg har lige nu.
Jeg har altid været flov over mine bryster. Meget. Hvilket er underligt, for der er ved gud ikke ret meget at være flov over. Jeg kan uden problemer gemme dem væk i en semi løs t-shirt.

Det har altid siddet SÅ dybt i mig at rigtige kvinder har store pæne bryster. Ikke en lillebitte a-skål, der på en god dag kan pushes op til at ligne kvindelige former.

I  mine yngre og vildere dage var min største frygt altid at tage BH’en af foran en fyr. Og jeg vidste jo godt at jeg var “defekt” på kvindekontoen.
Underligt nok spekulerede jeg aldrig over at jeg ikke modtog klager. det skulle jeg nok have taget med i mine beregninger. Så havde jeg måske ikke hadet min krop så meget.
For det gjorde jeg. Og nogle gange gør jeg stadigvæk.
Men som regel kan jeg godt selv se at det nok kører ok for mig.

Det er sikkert sådan noget med at blive ældre og have færre fucks at give af. Egentlig troede jeg at det var noget med at hvis jeg var god nok til Mikkel, var jeg god nok. Men når du som single også er ved at lære at elske dig selv, så handler det sikkert mere om hjerne og selvværd end at have en mand at hænge sit selvværd på.
Selvom det nok hjælper at han fortæller mig at jeg er smuk hver aften når jeg klæder mig af. Som fodnote vil jeg lige tilføje at manden sgu nok er skadet af at jeg har skubbet hans datter ud gennem mit allerhelligste og fået skåret maven op for at få hans søn ud. Jeg tror oprigtigt ikke at nogen er specielt kønne i ammebh og kødfarvede trusser hvor elastikken er gået.
Men man skal ikke underkende at børn og kærlighed gør de særeste ting ved folk. Heldigvis.

Så.. Nu er jeg hende der giver min datter mad, lige der hvor hun er sulten. Fra mine bryster. Som jeg ikke hader.
I sidste ende kan man jo overhovedet ikke have forkerte bryster.

Og jeg startede ellers med at skrive at der ikke sker en skid i min boble.

Til slut vil jeg gerne have lov at trutte i min egen trompet og smide et billede op af mig og mine bryster. I en bikini. Slap af.

13720511_10209836839655531_1264972519_o

Vi har det godt alle fire. Seks hvis man regner mine bryster med.

Og jeg tjekker snart ind igen. Det er et ægte løfte.

Pas godt på dig, Anton, maven og dit selvværd. Du har kæmpet for det hele.

– C

Lidt mere om at elske sig selv

Godmorgen!

Jeg tænkte, at vi lige skulle tale lidt mere om at elske sig selv. For det er fandme da en uendelig kamp, hva’? Og jeg tror, en kamp de fleste af os kæmper.

Som jeg nævnte i indlægget om mig og de andre mænd, hvor jeg taler om dating, så er noget af dét jeg har overvejet grundigt i forhold til at møde en ny mand været, om han mon skulle advares om hvordan jeg ser ud. Eller, hvordan min mave ser ud. For sandheden er jo, at den er lidt slasket og sur at se på, men sandheden er også, at jeg har født et barn og dermed også været gravid i 40+ uger. Jeg blev rigtig stor under min graviditet, jeg fik mange strækmærker, og mine mavemuskler delte sig. Så meget, at der var flere inde og mærke på min mave efter fødslen, da den første, anden og tredje person alle syntes, at den føltes forkert. Der var (og er) heldigvis ikke andet galt end at jeg har delte mavemuskler, og gik hjem med diagnosen rectus diastase.

At have delte mavemuskler betyder, at der ikke rigtig er noget til at holde de indre organer på plads udover tyndt bindevæv (og hud). Det kan også give ryg- og lændesmerter, da muskulaturen ikke er i stand til at støtte ryggen og skabe bevægelse i rygsøjlen. Ydermere kan man få en del “maveproblemer”, samt brok (udposning af indre organer). Det er bl.a. derfor man ikke må tage almindelige mavebøjninger når man har rectus diastase, da dette kan fremprovokere brok.

Lang historie kort, så ser min mave altså sådan her ud, knap 2 år efter baby-exit:

Fotografi den 15-07-2016 kl. 14.35

Jeg har altid accepteret strækmærkerne – dem har jeg intet imod. Jeg havde i forvejen på mine lår, så vi var gode venner på forhånd. Det løse hud har generet mig, men efter lang tids kamp har jeg også accepteret dét som en del af mig. Jeg vil ikke gemme mig selv væk på grund af det, det være sig både i forhold til de dér mænd, men også i mit valg af tøj og badetøj. Jeg er mere end min krop.

…synes jeg nogle dage. Andre dage orker jeg ikke at bevæge mig ud i offentligheden, for jeg forestiller mig, at alle kigger på min mave. Nogle dage vil jeg ikke, at den bliver rørt. Og nogle dage sidder jeg i sofaen og taler med en veninde, med en pude foran min mave, så hun ikke kan se hvor slasket den er. De dage er mit selvværd helt i bund, min selvtillid ikke-eksisterende og min personlighed tynd som vand. Det er sindssygt hvad det gør ved en, når man føler sig forkert. At elske sig selv og sin krop handler om meget andet end hvordan den ser ud, det handler også om, at føle sig godt tilpas i den. For som jeg nævnte i tidligere indlæg, har min krop før været on point – men dengang var jeg ikke selv med, og jeg var ikke tilpas i den krop jeg havde. Så mit endegyldige mål må være, at føle mig sund – at være sund – og at have det godt.

Det er en evig kamp mod de dårlige tanker, den negative spiral man så let overgiver sig til, men man kan godt ændre sin måde at tænke på, selvom det kræver hårdt arbejde. Det handler om, at bryde vaner og skabe nye, bedre vaner, så man bliver et mere ressourcefyldt menneske. Det kan både resultere i at man finder mere overskud til at ændre sin krop, men også til at man finder overskuddet til at træffe de sunde valg. Det kan også være at man helt simpelt bare holder op med at tale dårligt til og om sig selv, som man plejer. At man bliver bedre til at komplimentere sig selv, erkende sine succes-oplevelser, og acceptere sig selv som man er. Det hele handler om selvværd, og finde de ting der giver én energi.

For mig er det en (møghård og besværlig) balancegang, at finde den midte hvor jeg elsker mig for den jeg er, men stadig gør hvad jeg kan for at blive mere komfortabel i min krop. Det gør jeg bl.a. ved at spise lidt sundere og motionere lidt mere, men for mig går det også hånd i hånd. Når jeg er god ved min krop, føler jeg, at jeg bedre har “lov” til at elske den som den er. Det giver mig energi. Men det giver mig også energi, at spise en plade marabou når jeg har lyst, uden at få dårlig samvittighed (indsæt selv blinke-smiley).

Jeg håber, at I har en dejlig onsdag, og lader være med at skælde jer selv ud for at spise dét dér stykke kage i kantinen.

– R.

Noget om at glemme

Hej med jer. Igen. C er taget på mental sommerferie, så det ser ud som om det bare er mig og jer i et stykke tid, men det skal vi da nok klare! Vi kan jo godt lide hinanden… fornemmer jeg.

Der er i mellemtiden sket det, at jeg har fanget mig selv en skriveblokade. Der er så mange emner jeg gerne vil vende med jer, idéer til digte, noveller og romaner, men ordene vil ikke ud. Det føles som når man kommer i tanke om dén der sang, som man for fanden da godt ved hvad hedder, menhvadvardetnudenhed? Var deeet… nej det var ikke Britney Spears – Toxic (…jeg var ikke lige på Spotify), det var heller ikke den dér… Ja, I kender det. Faktisk også samme følelse som når man møder én i Føtex, som slår armene om én, taler som om man har været bedste venner i 14 år, og man har ingen anelse om hvem det er. Min nye taktik er bare at spørge, hvem fanden de er og indtil videre har jeg en score på 3/4 som faktisk bare er gået forkert, og synes det var pinligt at indrømme midt i et kram.

Den første gang jeg brugte den taktik, var jeg træt som ind i helvede. Det var da Anton var indlagt, og jeg gik i cirkler på gangene på børneafdelingen, hvor der pludselig er én der hviner, giver mig et kram, og spørger hvad jeg laver på børneafdelingen? Kan ikke huske den korrekte formulering, men jeg tror jeg sagde noget med “Kender jeg dig?”. Det gjorde jeg ikke, og hun kendte heller ikke mig. Den ene gang jeg faktisk kendte personen, var det ikke min skyld. Puberty did her good. Heldigvis.

Nu sidder jeg så og hører Britney Spears. Det havde jeg ikke umiddelbart forudset ville ske da jeg startede med at skrive dette indlæg, men strengt taget havde jeg heller ikke de store planer. Jeg ville blot give lyd. Jeg er her endnu, og C har det også godt.

Jeg fortsætter skriveriet, og lader lidt sive ud i løbet af ugen. Det er jo alligevel ikke fordi vejret er til andet end at læse blogs.

– R.

Om mig og de andre mænd

Jeg pauseklovner stadig. Jeg forestiller mig efterhånden, at hvis jeg bare skriver nok indlæg, så vender C tilbage fra sin barselsbobbel (som jeg efterhånden mistænker for at være lavet af skudsikkert plexiglas. Desværre ved jeg også godt, at den ikke bliver nemmere at komme ud af jo længere tid man er på barsel. Faktisk er ens hjerne bare mos og barnedåb og mælke-erstatning til sidst). Jeg håber, at I gider læse med lidt endnu, selvom det bare er mig. Men inden vi går i gang med dagens blogindlæg, så kommer der lige en advarsel: Mor og far… at læse dette er på eget ansvar, og jeg gider ikke at tale med jer om det.

Og så kan vi komme igang!

Jeg vil nemlig gerne bruge lidt tid på at vende et nyt begreb – for mig – med jer, nemlig dating. Jeg var sammen med eksmand i relativt lang tid, og i den periode skete der rigtig mange ting på datingfronten, især ifht. online dating. For eksempel blev tinder opfundet. Det havde vi sgu ikke da jeg mødte Eksmanden (som jeg faktisk også mødte på det der internet, dog et andet sted).

Nu ved I jo alle sammen godt, at det ikke er forfærdeligt længe siden at jeg gik fra at være en gift fru Danmark til fraskilt alenemor, og hvor nogle måske har brug for at ligge i fosterstilling i lang tid, alene, besluttede jeg mig ret hurtigt for at rykke plasteret af og smide mig selv ud på det dybe vand, ved at oprette en profil på tinder. I første omgang handlede det ikke om så meget andet end lige at mærke temperaturen og høste nogle komplimenter, og jeg var ikke særlig interesseret i at møde nogle. Det var vel en slags falsk bekræftelse i, at andre mænd stadig kunne finde mig interessant, og så kunne jeg ellers sidde og slikke mine skilsmisse-sår imens jeg swipede mænd til højre og venstre. Der var også en “prøveperiode” hvor jeg lige skulle finde mit eget fodfæste i forhold til hvem jeg var som fraskilt alenemor med en 7/7 ordning, og på et tidspunkt følte jeg mig sikker nok på mig selv til at mødes med en mand, og jeg tror, at han var lige hvad jeg havde brug for på det tidspunkt. Det var efter min nedtur, og for lige at bruge et metafor, så gav han mig en hestesko til at komme over på den anden side af den nedtur.

Og så var vi igang, mig og dating.

En af de ting jeg brugte lang tid på at spekulere over inden jeg hoppede ud i det, var blandt andet hvor meget jeg skulle fortælle. Én ting er at være 25 år og have et barn på knap 2, noget andet er at være 25 år og have været gift. Det er meget bagage og jeg var ikke sikker på om jeg var klar til, eller havde lyst til, at dele det lige med det samme. Det har jeg stadig ikke en regel for, og det er meget forskelligt hvorvidt jeg fortæller om det eller ej, for jeg synes ikke det er en ting der skal have lov at definere mig.

En anden ting var, om jeg skulle være åben omkring at have et barn. Heller ikke der har jeg en fast regel endnu, men jeg siger det altid inden jeg evt. mødes med en mand, da dét trods alt er noget, der definerer mig. Det står ikke i min profiltekst på tinder, og jeg har heller ingen billeder af Anton derinde – han hører ganske simpelt ikke til på det medie, uanset hvor stor en del af mig han er. Desuden dater jeg også for min egen skyld, og ikke for hans. Han har jo for fanden en far, det er bare mig der mangler en mand.

En helt tredje ting har været noget meget mere grænseoverskridende for mig. For hvordan ville det være, at have sex med en anden end Eksmanden? Alle der har båret og født et barn ved, at ens krop ændrer sig, om så det er lidt eller meget. Min mave tog for eksempel ret mange slag under graviditeten, og jeg har stadig meget løs hud som hænger, hvilket jeg som sådan ikke har noget imod eller skammer mig over, men jeg ved da godt at det ikke er særlig frækt at se på i forhold til en flad mave. Skal man advare om det? Lige sige – hey, ved du hvad, min mave er fucked up? Generelt er jeg på ingen måde fortaler for at man skal undskylde for sig selv og sit udseende, og hvis det er så galt, så må de tage bukserne på igen og gå deres vej. Nu er det heldigvis (i mit tilfælde, hvis du gør det, så yay you) ikke fordi jeg bare hiver mænd med hjem for at have sex med dem, og dem jeg mødes med ved jo også at jeg har et barn, så jeg bilder mig selv ind, at de nok ikke bliver super overraskede over min “mor-krop”.

Jeg tænker, at dating for mig har været en rigtig god måde at komme over det svære bump på. Det har betydet at jeg ikke har givet mig selv lov til at synke helt til bunds i selvmedlidenhed, men til gengæld kommet ud og set mennesker – og er blevet næret med voksenkontakt, som jeg i høj grad har haft brug for. Jeg er dog heller ikke i tvivl om, at det i en lang periode bare skal være Anton og jeg herhjemme, og så må de andre mænd blive i den halvdel af 7/7 ordningen som ikke er fyldt af Anton.

Er der nogle derude, med lignende erfaringer eller hvordan tacklede I at blive skilt/date efter et brud? ki

Kærlig hilsen,

R.